Startdato:

19-09-2018

Overskrift:

Skal der fremover kun være voksenuddannelse i Danmarks fire største byer?

Billede:
_G9A7256-Edit
Nyhedstekst:

Rektor Lene Yding
VUC&hf Nordjylland

Der er godt 100 km fra Skagen til Aalborg. Det tager 1 time og 55 minutter med tog. Man krydser 3 kommunegrænser på vejen.

I Skagen ligger Scandic Pelagic, som er en af Danmarks absolut største fiskerivirksomheder. Virksomheden har for øjeblikket et tæt samarbejde med den lokale VUC-afdeling i Frederikshavn, som varetager brancherettet danskundervisning på virksomheden af dens ansatte – i Skagen. Det er en god løsning, som et ønske om at få flere helt unge direkte fra 9. klasse og ind på en erhvervsuddannelse helst ikke skal ødelægge. Men det er der en reel risiko for, for man er ved gradvist at udhule VUC. 


Folketinget har allerede besluttet, at unge og voksne under 25 år, som ikke er i job eller klar til en ungdomsuddannelse fra august 2019 ikke længere må gå på VUC og tage 9. eller 10. klasse for voksne (AVU), som de gør i dag, hvor de udgør ca. halvdelen af AVU-kursisterne på VUC. Vi kan allerede nu se, at alene denne politiske beslutning gør det svært at opretholde et lokalt VUC-tilbud uden for de store byer.


Med regeringens nye udspil bliver det ikke lettere at opretholde et lokalt VUC-tilbud, for nu skal undervisningen af de over 25-årige ”deles” med erhvervsskolerne, som ifølge forslaget skal kunne udbyde dansk og matematik på 9. og 10. klasseniveau for voksne over 25 år. Dette på trods af, at almen voksenundervisning ikke er en erhvervsskoles hovedformål; en erhvervsskole er er ungdomsuddannelsesinstitution, der tilbyder erhvervsuddannelser, og ikke en almen voksenuddannelsesinstitution.


Tilbage på VUC er de voksne over 25 år, som ikke står og mangler adgangsfag til en bestemt erhvervsuddannelse, eller som har behov for andre fag end dansk og matematik. I den gruppe er voksne på arbejdsmarkedet, som ønsker opkvalificering, og som hidtil har kunnet få et godt og målrettet tilbud via deres lokale VUC – som Scandic Pelagic i Skagen. Det vil de ikke kunne få fremover. I gruppen er også voksne flygtninge og indvandrere, der ikke har gået i det danske skolesystem, og som har evner og motivation for videre uddannelse til glæde og gavn for det danske samfund, og som derfor hidtil har videreuddannet sig på det lokale VUC, hvor man har stor viden og erfaring med denne opgave.  Det vil de ikke kunne fremover.  Og endelig er der gruppen af voksne på kanten af arbejdsmarkedet, som mangler almene faglige kompetencer for at få job eller komme videre i uddannelse, og som tidligere har brugt enkeltfagstilbuddet på det lokale VUC til gradvist at komme videre. Det vil de ikke kunne fremover. Det lokale VUC under for de store byer lukker nemlig.


Det lokale VUC uden for de store byer lukker, fordi der ikke er tilstrækkelig aktivitet til at holde en skole kørende: Det bliver ikke muligt at opretholde et lokalt beredskab, som kan imødekomme uddannelsesbehovet hos dem med kort eller ingen uddannelse, som har brug for et kompetenceløft ift. nøglekompetencer som dansk, matematik, engelsk og it. Det bliver ikke muligt at have et lokalt voksenuddannelsescenter, som man som lokal virksomhed eller arbejdsplads kan lave en aftale med om almen opkvalificering, når fx der er manglede opgaver i produktionen.  Og det bliver ikke muligt at opretholde et uddannelsestilbud til borgere med dansk som andetsprog, hvad enten de har brug for branche- eller virksomhedsrettet undervisning på deres lokale arbejdsplads - som Scandic Pelagic i Skagen  - eller de har brug for længerevarende uddannelsesforløb, der forbereder dem på job eller videre uddannelse. Der bliver heller ikke muligt, at borgere på kanten af arbejdsmarkedet, i samarbejde mellem fx kommunens jobcenter og det lokale VUC, får den nødvendige indgang til uddannelse og job lokalt. Det forudsætter nemlig, at der er et lokalt VUC.


Når det indtil nu har været muligt at have et lokalt VUC-tilbud også uden for de store byer, skyldes det, at VUC varetager en række forskellige uddannelser inden for det forberedende almene område for de tre målgrupper ovenfor – samt indtil nu de unge voksne mellem 18 og 25 år. Det gælder 9. og 10. klasse for voksne, ordblindeundervisning, voksenundervisning i læsning, matematik og dansk som andetsprog samt hf-enkeltfag. Det gør, at der samlet set er volumen til at drive et bæredygtigt uddannelsestilbud ift. både kvalitet og ressourcer. Vi kan med andre ord udnytte de lokale undervisningslokaler og have fuldtidsansatte lærere, der underviser i deres fag, og som tilsammen sikrer et fagligt miljø med ekspertise ift. uddannelse af voksne i grundlæggende og studieforberedende almene fag, som de også kan tage med ud på virksomheder som Scandic Pelagic i Skagen. 


VUC har i årtier været en integreret del af det danske uddannelsessystem. VUC har løbende løst de uddannelsesopgaver, man politiske har vurderet, der har været behov for ift. arbejdsmarkedspolitikken og uddannelsespolitikken.  Det er smart at have en del af det etablerede uddannelsessystem, som man på den måde løbende kan rette derhen, hvor behovene er, hvad enten det gælder om at gøre helt unge klar til en ungdomsuddannelse eller at opkvalificere medarbejderne på de lokale arbejdspladser - som Scandic Pelagic i Skagen.


Det er svært at tro, at man politisk ønsker at underminere denne del af det danske uddannelsessystem. Det er svært at tro, at man fra politisk side helt bevidst ønsker at fratage lokale virksomheder, deres ansatte eller andre voksne muligheden for at efter- og videreuddanne sig uden for de fire største byer i Danmark. Særligt når det gælder de kortest uddannede kan afstand og transporttid være helt afgørende for, om uddannelse er en reel mulighed. Jeg håber, at folketingspolitikerne kan se problemet.


Der er godt 100 km fra Skagen til Aalborg.

Hjemmesiden bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.