Startdato:

22-10-2018

Overskrift:

Jeg vil bare fortælle ALLE, der er ordblinde, at de ikke skal være begrænset!

Billede:
_G9A7454-Edit
Nyhedstekst:

Så kort kan det siges. Mette Valentin er klar i mæglet, da vi møder hende en regnfuld fredag formiddag i hendes klinik Mekini i Aalborg:


”Jeg har altid lavet det, jeg kunne – og ikke det, jeg drømte om. Og det tror jeg ikke, at jeg er ene om. Det er svært ikke at føle sig begrænset, når man er ordblind. I hvert fald hvis man ikke får hjælp til at tackle det”, siger hun og fortsætter:


”Jeg anede ikke, at VUC&hf Nordjylland kunne hjælpe mig og slet ikke, at de gjorde det ganske gratis! Og dét er vigtigt at få formidlet ud. Det skal alle ordblinde bare vide, synes jeg”.  


Egen butik

Mette Valentin er 44 år og bor i et af Aalborgs små hyggelige byhuse i hjertet af den nordjyske hovedstad. Hun er gift med Kim, har to børn og to bonusbørn, og er trods hendes unge alder både mormor og bedstemor.


Siden december 2011 har hun været selvstændig kosmetolog. Mette er indehaver af virksomheden Mekini, som ligger på Kornblomstvej i det sydlige af Aalborg. Sideløbende med hendes arbejde dér, er hun også psykoterapeut:


”Hver 6.søndag er jeg faktisk også personlige hjælper”, siger hun smilende.  


_G9A7422-Edit


Og sådan er det med Mette. Der er fart over feltet, og der er mange bolde i luften:


”Jeg har lavet rigtig mange ting i mit liv. Jeg har bl.a. været pædagogmedhjælper, tjener og arbejdet i sygevagten, hvor jeg havde med misbrugere at gøre. Jeg har også været svejser og været i hjemmehjælpen. Det vidner jo om, at jeg i rigtig mange år ikke vidste, hvad jeg ville. Jeg vidste bare, at jeg var god til at bruge mine hænder, og at jeg var god til mennesker - men hvis jeg skulle uddanne mig, så skulle jeg skulle jeg jo gå i skole - og det var noget lort.”


En dag begyndte Mette så at lave negle på veninderne:


”I starten var det faktisk bare for sjov. Jeg prøvede mig frem på veninderne, men mange sagde til mig, at jeg var ret god til det. Og så tog jeg altså uddannelsen som negleteknikker.”


I starten lejede hun sig ind hos andre, men en dag fik hun mod på at åbne egen klinik:


”Jeg havde kørt forbi stedet her mange gange, og den 27. december 2011 åbnede jeg altså Mekini. Og jeg har haft klinikken her lige siden,” siger hun.


I dag har Mette tre piger ansat i butikken.


Mod på mere - meget mere!

At blive selvstændig var dog ikke nok. Slet ikke. Mette ville meget mere end at være negleteknikker.   


”Jeg tror, at det, at åbne min egen klinik gav mig mod på mere. Jeg ved ikke, hvordan det har kunne lade sig gøre, men jeg har siden jeg åbnede butikken bl.a. taget kosmetologuddannelsen - men jeg er også blevet uddannet psykoterapeut. Alt sammen imens jeg var sammen med min syge søster, som døde af kræft sidste år. Det er sgu ret vildt,” siger hun.


”Og det var da ikke nemt. Jeg var altid bag ud, hvad angik teori og på læsestof, og jeg fik da heller ikke høje karakterer. Men jeg kom igennem, og jeg fik uddannelserne! Det er jeg mega stolt af.”


I dag har Mette lokaler i midtbyen, hvor hun, ved siden af jobbet i Mekini, altså arbejder som psykoterapeut. Og efter en kort, stille tænkepause forstætter hun: 


”Jeg elsker mit arbejde som kosmetolog, men jeg brænder også rigtig meget for mit arbejde som psykoterapeut. Jeg elsker at arbejde med mennesker, og jeg vidste hurtigt, at jeg ville noget mere i den retning. Men. Så er der det der med skolebænken igen, ikke?”

”Jeg kan huske, at jeg engang blev spurgt om, hvis jeg kunne vælge frit på alle hylder, hvad jeg så ville være, og der svarede jeg promote: Præst! Men det er jeg jo aldrig blevet, fordi jeg ikke har følt mig i stand til at kunne gennemføre den uddannelse. Så egentlig var jeg bare en dag SÅ træt af at være begrænset! ”


_G9A7390-Edit


Jamen Mette – du er jo ordblind

En begrænsning, som et tip fra en bekendt, skulle hjælpe hende med at komme til livs.

Mette kontaktede nemlig VUC&hf Nordjyllands læsecenter i Aalborg, som hun var blevet rådet til. Her mødte hun Hanne, der inviterede hende ned til læsecentret for at få lavet en test:


”Da jeg skulle have resultatet af testen sagde hun bare: Jamen, Mette – du er jo ordblind. Det lyder måske helt skørt, men da hun sagde det, der blev fjernet et tons på mine skuldre. Og nu bliver jeg helt rørt,” siger hun og kigger over på en af de ansatte piger, som sidder i samme rum som os. Efter at have sundet sig lidt fortsætter Mette:


”Det var bare så vildt at få det bekræftet. At det ikke bare var noget, jeg gik og forestillede mig. At det faktisk også var sådan min verden så ud. Jeg er ordblind. Men jeg kan få hjælp”.


Hun startede herefter på et forløb hos VUC, hvor hun både blev udredt yderligere, men også fik undervisning:


”Jeg anede ikke, at jeg kunne få undervisning, og at det tilllige var gratis! Det er simpelthen bare noget, som alle ordblinde bør vide! Og jeg takkede selvfølgelig ja!”, siger hun og fortsætter:


”Det var mega givende. Vi arbejde rigtig meget med min hjemmeside, så jeg kunne virkelig bruge undervisningen i mit arbejde også. Og så fik jeg en IT-rygsæk og fik intro til både cd-ord og andre relevante programmer, som kan hjælpe mig i hverdagen.”


Mette var i hverdagen især udfordret ved at skulle skrive – og stave:


”Så blev jeg undervist i nogle teknikker, som kunne hjælpe mig. Nogle gange sad jeg bare og tænkte: shit, hvorfor vidste jeg ikke det her? Hvorfor har jeg ikke fået den her hjælp noget før? Det havde jo hjulpet mig så meget igennem mine uddannelser”.


Og Mette er slet ikke færdig med VUC:


”Nej. Jeg vil rigtig gerne tilbage på skolebænken og blive endnu bedre til at skrive og stave,” siger hun og afslutter interviewet:

”Men jeg vil meget mere. Jeg vil være parterapeut og jeg vil være sexolog. Og de drømme har jeg fået fordi jeg ikke længere føler mig begrænset. Jeg er sgu ikke dum, bare fordi jeg er ordblind. Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Jeg kan følge min drømme. Og det har jeg bare brug for at fortælle alle andre ordblinde.” 

Hjemmesiden bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.