Har du brug for at genopfriske dansk, matematik eller andre fag
fra dengang, du gik i folkeskolen? Fik du aldrig taget en
afgangseksamen? Eller vil du bare gerne forbedre dine almene
kundskaber?
Så er AVU måske noget for dig. AVU står for almen
voksenuddannelse. Undervisning i almene fag på et grundlæggende
niveau svarende til folkeskolens 9. eller 10. klasse. Du kan følge
kernefag som dansk, matematik og sprog eller tilbudsfag som
psykologi og billedkunst. Består du eksamen, har du adgang til de
samme uddannelser som med folkeskolens afgangsprøver. Du kan også
tage et særligt tilrettelagt forløb, som giver direkte adgang til
HF.