Studie- & ordensregler

Studie- og ordensregler for VUC Nordjylland

 

Formål:
For at samarbejdet mellem alle på VUC Nordjylland skal blive så godt og inspirerende som muligt, er her udformet studie- og ordensregler, som både kursister og ansatte skal kende og efterleve.
Studie- og ordensreglerne skal skabe et godt og lærerigt undervisningsmiljø i et forpligtende fællesskab
og gøre det muligt at have et voksenundervisningsmiljø, der er præget af faglighed, medmenneskelighed
og ligeværdighed.

Mål:
Studie - og ordensreglerne er udarbejdet for, at vi sammen kan hjælpe hinanden med at skabe trygge rammer, således at alle får mulighed for at få bedst mulige studie- og arbejdsbetingelser:

  • Et godt indeklima og en sund arbejdsplads. VUC foretager en kursisttilfredshedsundersøgelse og udarbejder i den forbindelse en undervisningsmiljøvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene samt forholdene vedrørende det fysiske, psykiske og æstetiske miljø. Kursisttilfredshedsundersøgelsen, der findes på VUC Nordjyllands hjemmeside, foretages mindst hvert tredie år.
  • Respekt og hensyn mellem kursist og ansat og kursister indbyrdes.
  • Bedst mulige læringsbetingelser og mulighed for fordybelse og koncentration. VUC afsætter områder og/eller lokaler, som er stilleområder, hvor arbejdsro skal overholdes.


Regler for almindelig orden og samvær:

  • omgangstonen er venlig og hensynsfuld
  • du udviser respekt og forståelse for andre
  • du udviser pæn opførsel, god tone og respekt for andre mennesker på Internettet
  • du rydder op efter dig
  • din mobiltelefon må ikke være et forstyrrende element i undervisningstiden
  • du behandler skolens udstyr og inventar ordentligt
  • du overholder rygereglerne
  • du behandler dit personlige IT-brugernavn og -kode med fortrolighed
  • du må ikke indtage alkohol eller andre rusmidler i skolens undervisningstid
  • du må ikke skrive af fra medkursister eller Internettet (afskrift betragtes som snyd)
  • du må ikke belaste VUC's IT-system med irrelevante filer og programmer, herunder fildelingsprogrammer


Konsekvenser for manglende overholdelse af ordensreglerne:

  • samtale med afdelingsleder
  • skriftlig advarsel
  • bortvisning


Skærpede forhold:

  • Fysisk og psykisk vold, trusler og mobning er total uacceptabel adfærd og sanktioneres med enten advarsel, bortvisning eller politianmeldelse.

Som kursist på VUC Nordjylland har du såvel rettigheder som forpligtelser.

Dine rettigheder:

Du kan forvente:

  • positive medarbejdere
  • klare og konstruktive rammer for undervisningen
  • koordinering af det skriftlige arbejde
  • at få opgaver hurtigt retur
  • kursistsamtaler og evaluering af dit arbejde
  • at få besked ved aflysning og omlægning af undervisning
  • respekt for dig
  • gode muligheder for at lære noget
  • faglig og personlig udvikling

Dine forpligtelser:

Du har ansvaret for:

  • at holde dig orienteret om, hvad der sker på dit hold, herunder i LUDUS Web
  • at indhente udleveret materiale, hvis du har været borte fra undervisningen
  • at tilmelde/framelde dig eksamen
  • at aflevere dine bøger efter endt eksamen
  • at være studieaktiv på de hold, du er tilmeldt


Studieaktivitet:

Din primære forpligtelse er at være studieaktiv på de hold, du er tilmeldt. For at blive betragtet som studieaktiv forventer vi, at du:

  • Opfylder kravet om at deltage aktivt i undervisningen hvilket indebærer, at du:
    • Afleverer de af faglæreren stillede opgaver i en form, der opfylder kravene.
    • Forbereder dig til undervisningen efter faglærerens anvisning.
    • Arbejder aktivt med de i undervisningen stillede opgaver herunder forskellige arbejdsformer.
    • Deltager i andre typer af undervisning, der er planlagt som en del af undervisningen, f.eks. fællesaktiviteter.
    • Deltager i terminsprøver.

 

  • Opfylder kravet om mødepligt til undervisningen, hvilket indebærer, at du:
    • Møder til tiden.
    • Ved fravær meddeler dette i LUDUS Web.
    • Ved længere tids fravær orienterer administrationen om årsagen.

 

 

 

 

Er du hf-kursist, forventer vi derudover, at du:

Opfylder kravet om aktivt at arbejde med din faglige udvikling, hvilket indebærer, at du:

  • Deltager aktivt i undervisningen, herunder værkstedsundervisningen, hvis du er fuldtidskursist eller kursist på et sammenhængende forløb.
  • Rettidigt udfylder studiebogen, hvis du er tilmeldt ordningen som fuldtidskursist eller kursist på et sammenhængende forløb.
  • Deltager i tutorordningen efter nærmere anvisning.
  • Deltager i ekskursioner uden egenbetaling udover kost (max. 50,- pr. døgn).

Yderligere bemærkninger vedrørende fravær fra undervisningen:
Alt fravær, herunder manglende aflevering af skriftlige opgaver, regnes som forsømmelse. Fravær opgøres ved slutningen af måneden. Du har pligt til løbende at holde dig orienteret om dit fravær i LUDUS Web, herunder at gøre opmærksom på, hvis der sker forkert registrering af fraværet.

Hvis du oplever alvorlig sygdom, retter vejleder eller evt. leder henvendelse til dig med henblik på at få afklaret dit videre studieforløb, og for at få afklaret, i hvilket omfang du ønsker, at lærere og medkursister orienteres.

Hvis du oplever dødsfald eller kritisk sygdom i den nærmeste familie, bør du rette henvendelse til din vejleder med henblik på at få afklaret, hvordan dit studieforløb påvirkes af dødsfaldet eller den kritiske sygdom, og i hvilket omfang dine lærere og medkursister skal orienteres.

Undtagelser

Der kan for enkeltfagskursister være acceptable begrundelser for manglende fremmøde, herunder manglende deltagelse i ekskursioner m.v., som normalt ikke vil kunne accepteres i de sammenhængende forløb. Endvidere vil undervisningens organisering som fleksibelt tilrettelagte forløb og som virtuel undervisning kunne begrunde særlige regler for vurderingen af mødepligten og aktiv deltagelse i undervisningen.

Fritagelse for dele af undervisningen

Kursister, der på grund af deres handicap ikke kan deltage aktivt i hele undervisningen i et eller flere fag (fx idræt), kan efter anmodning blive fritaget for dele af undervisningen. Fritagelsen gives normalt på baggrund af en tro og love-erklæring. Hvis skolen i særlige tilfælde vurderer, at det er nødvendigt med en lægeerklæring, betaler skolen for udstedelsen af denne.
Ved længerevarende sygdom eller under andre særlige forhold, kan der indgås en særlig studieaktivitetsaftale med vejlederen. For at være studieaktiv og bevare retten til at følge undervisningen, skal nedenstående som minimum opfyldes.

  • Fremmødet aftales så konkret som muligt.
  • Kursisten skal have kontakt med andre kursister og deltage i holdets First Class/LUDUS web konference samt holde sig ajour med arbejdet, lektier m.v. på det enkelte hold.
  • Kursisten skal aflevere samtlige skriftlige opgaver til tiden.
  • Der skal på hf føres studiebog og deltages i tutorsamtaler.

Såfremt aftalen ikke overholdes, udmeldes kursisten eller overføres til selvstuderendes vilkår.

Sygeeksamen

Kursister, der har været forhindret i at gennemføre en prøve ved den ordinære eksamen på grund af sygdom eller anden uforskyldt grund, skal selv fremskaffe den nødvendige dokumentation ved tilmelding til sygeeksamen. Skolen betaler ikke for evt. udstedelse af attester (herunder lægeerklæring).

 
Studieaktivitet - Procedure

  • Det er afgørende for VUC, at du får de bedst mulige og reelle betingelser for at gennemføre undervisningen. Derfor prioriterer vi:
    • Vejlederen følger hurtigt op ved fravær med henblik på støtte og hjælp.
    • Vejlederen er meget synlig i hverdagen med støtte og hjælp til navnlig de kursister, som har problemer med deres studieaktivitet og derfor behøver vejledning.

 

  • Hvis du har et fravær på 10 % af det samlede timetal på det enkelte hold, vil du blive kontaktet af skolen
  • Ved fravær på 20 % af det samlede timetal på det enkelte hold laver studievejlederen en studieaktivitetsaftale med dig med aftale om dato for en opfølgningssamtale, som afholdes inden for 1 måned.
  • Du skal nu inden det nye møde med vejleder opfylde studieaktivitetsaftalen og vurderes som studieaktiv af din lærer.
  • Er du ikke studieaktiv, indstilles du af vejleder via ledelsen til sanktioner, som kan være, at du mister SU, indtil studieaktiviteten er bragt i orden igen, at du mister retten til at gå til eksamen, eller at du udmeldes.
  • Hvis du vurderes aktiv, kan du fortsat følge undervisningen.
  • Bliver du herefter ikke-studieaktiv igen, vil du som hovedregel blive udmeldt eller overført som selvstuderende.
  • Hvis du ikke er studieaktiv, modtager du fra leder skriftlig besked om, at du er udmeldt og tilbydes udslusningssamtale i vejledningen.
  • via LUDUS web.

Studie- og ordensreglerne er gældende fra og med 1. august 2010.
Proceduren for studieaktivitet er ajourført juni 2011.

Svend Madsen
forstander

 

Kontakt studievejleder