Startdato:

23-11-2016

Overskrift:

Nye tider - nye tavler

Billede:
DSC_2298
Nyhedstekst:

I den nye skolebygning i Aabybro er der ikke en eneste traditionel, væghængt kridttavle at finde. Da man besluttede at bygge de nye rammer, bestemte man samtidig, at det ikke kun var huset, der skulle være moderne. Ønsket var et moderne hus, hvor undervisningen følger med udviklingen; og her spiller de nye tavler – kæmpestore, mobile touchscreencomputere – en afgørende rolle.


Da den nye bygning blev taget i brug ved dette skoleårs start, stod 10 store computer-touchscreens klar i klasselokalerne og de åbne læringsrum. Katedre og de velkendte grønne kridttavler er fortid i Aabybro, hvor undervisningen nu i stedet skal til at foregå i samspil med de muligheder, de nye touchscreens – tavler i daglig tale - giver.


Tavlerne og mulighederne

Tavlerne, som er produceret af det hollandske firma Prowise, er ca. 65 tommer og er fastgjort til stativer med hjul, så de nemt kan transporteres rundt. Stativerne har desuden hæve-sænkefunktion, så de kan tilpasses den enkelte lærers højde. Et trådløst tastatur er også en del af pakken, og det kan man fx sende rundt i klassen og bede kursisterne hver især tilføje relevant input til det, der allerede står på tavlen. En af de 10 tavler kan derudover lægges vandret, så den så at sige bliver til en bordpladeskærm. Tanken er, at man her kan inddrage mange kursister rundt om tavlen på én gang i samme undervisningsspil, da skærmen kan klare op til 12 simultane tryk. Man kan skrive på tavlerne med de medfølgende penne eller ganske enkelt med sin pegefinger.


I bund og grund er tavlerne kæmpestore computere, og som lærer logger man ind og tilgår dermed sit almindelige computerskrivebord. Der er så forskellige tavleprogrammer og muligheder at vælge imellem til at gennemføre selve undervisningen med, fx Prowise Presenter (standardprogrammet, der er udviklet specifikt til tavlerne), OneNote Classroom, PowerPoint-præsentationer eller endda Microsoft Word, hvor man ganske enkelt åbner et nyt dokument på tavleskærmen og skriver i.


Presenter-programmet har en slags værktøjskasse til at designe en præsentation til den enkelte undervisningslektion. Værktøjskassen indeholder ud over baggrunde og forskellige PowerPointlignende funktioner også små programmer, quizzer og spil, som læreren kan bruge uden at skulle designe fra bunden selv. Disse undervisningsspil og -quizzer spænder over alle mulige fag, fx dansk, engelsk, matematik, geografi, og minder lidt om spilapplikationer til smartphones og tablets. De fungerer ifølge Flemming Fabricius, matematiklærer i Jammerbugt og begejstret bruger af de nye tavler, specielt godt til AVU-holdene:


Det her ballonspil, hvor man skal trykke på ballonen med det rigtige resultat på regnestykket; det er mine kursister fuldstændigt bidt af. Det er på tid, og man kan se, hvor mange rigtige man får. Det går de altså voldsomt op i. Normalt så hader de jo regnestykker, men her går der sport i det.


Ifølge VUC&hf Nordjyllands pædagogiske it-vejleder og fjernunderviser i Jammerbugt, Lisbeth Ljungkvist, må lærerne selv bestemme, hvilket tavleprogram de vil bruge til deres undervisning:


Der er intet krav om, at lærerne skal bruge det her Prowise Presenter-program, som er tavlernes standardprogram. De skal bare bruge det tavleprogram, de føler sig tryggest i. Og Officepakkens programmer er klar til touchscreen og håndskrift, så hvis det er det, man kender og føler sig hjemme i, bruger man bare det.


En ny tankegang

Der er her i opstartsfasen generelt ikke lagt pres på lærerne, for som Lisbeth Ljungkvist forklarer, så er de nye tavler langt fra det eneste nye, lærerne i Aabybro skal vænne sig til. Først og fremmest er hele bygningen ny; før var undervisningen spredt over fire forskellige matrikler i Aabybro, så det er første skoleår, alle lærerne oplever at have en fysisk fælles arbejdsplads og endda et lærerværelse.


Desuden følger der en del ny teknik med de nye rammer – for eksempel skal lærerne i disse nye omgivelser selv booke deres lokaler via Outlook. På små elektroniske skærme uden for hvert klasselokale og ved hvert åbent læringsrum vil det så fremgå, hvilket fag der undervises i og af hvilken lærer i det pågældende lokale.


DSC_2307


Og så er der selve måden, hvorpå de nye tavler på sigt er tænkt til at indgå i undervisningen. Her er der tale om en helt ny tankegang - især i forhold til den enkelte lærers forberedelse af den enkelte undervisningslektion. Tanken er, at læreren kan sidde derhjemme og forberede sin tavle, så han/hun ikke skal stå og bruge tid på at skrive på tavlen på klassen. Det kan selvfølgelig være, at man skal skrive videre på klassen, men det vigtigste er skrevet hjemmefra. Efter timen kan læreren gemme tavlen som fil og lægge det ud i lektiesystemet, så alle kursisterne ved, hvad der blev skrevet på tavlen den pågældende dag. Men læreren har i princippet også den redigerbare tavlefil til brug de følgende år, og skal – alt efter fag og niveau – måske blot rette nogle få ting til fra år til år. Lisbeth Ljungkvist understreger derfor også, at den tid, lærerene bruger i år, er en investering til de følgende år. Og Flemming Fabricius tilføjer: ”Der er lidt forberedelse i det her, hvis man virkelig udnytter systemets muligheder. Men så kan man jo også bagefter bruge sine præsentationer gang på gang.


DSC_2287


Farvel til kridttavlen

Selvom der er mange og meget interessante muligheder i de nye tavler, kommer man ikke udenom, at det kan være en stor mundfuld at vinke farvel til den gamle kridttavle. Derfor startede man også allerede sidste år – længe inden den nye bygning stod færdig – med at introducere den nye teknik til lærerne. På en af de nu forhenværende matrikler i Aabybro indrettede man således et slags forsøgslokale med det nye udstyr og møblement, så lærerne kunne vænne sig til tavlen. De blev opfordret til en gang imellem at tage deres kursister med derop, så de kunne vænne sig til at undervise med tavlen. Desuden har Lisbeth Ljungkvist afholdt kurser - eller såkaldt tavletræning - i tavleprogrammet Presenter to timer hver morgen i august i år. Her gennemgik hun et til to værktøjer eller funktioner per gang, hvorefter lærerne i grupper gik ud i lokalerne og prøvede den pågældende funktion af (se links til de enkelte videoguides her):


Lærerne skulle stille og roligt vænne sig til det at starte tavlen op og logge ind i programmet; skrive med pennen; viske det ud. Det var den ene dag. Næste dag skulle man lære at sætte et billede ind og dernæst skrive noget ved siden af; og sådan blev der puttet mere og mere på for hver gang.


Gennem både implementeringsfasen og fremover vil Lisbeth Ljungkvist sammen med VUC&hf Nordjyllands it-supporter Niels Kristian Mikkelsen fungere som lærernes supportvejledere, så de til enhver tid har mulighed for at få hjælp til brugen af tavlerne, og fleksibilitet er nøgleordet.


Vi prøver at møde lærerne der, hvor de er. Lige nu skal lærerne have lov til bare at komme i gang med at bruge det som tavle. Der er lidt stor forskel på hvilket niveau, den enkelte lærer er på. Der er mange, der har følt, at tanken om at skulle sige farvel til kridttavlen har været en stor udfordring. Så alle har fået lov til i princippet at starte på det niveau, hvor de er. Og for eksempel bare bruge den til at skrive på som en traditionel tavle med pennen – hvis det er der, du er, jamen så er det der, du starter,” forklarer Lisbeth Ljungkvist.



Vil du gerne vide mere om de nye tavler, og hvad de kan? Så kontakt pædagogisk it-vejleder for VUC&hf Nordjylland Lisbeth Ljungkvist på lsl@vucnordjylland.dk.


LINKLink til Lisbeths videoguides til tavleprogrammet Presenter.

Hjemmesiden bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.