Startdato:

31-10-2016

Overskrift:

Hjerterum og nye vinde over Aabybro

Billede:
DSC_2193
Nyhedstekst:

Den 16. september i år - mindre end et år efter første spadestik - blev Jammerbugtafdelingens nye skolebygning i Aabybro indviet. Det er et hus, der indeni adskiller sig markant fra den traditionelle måde at tænke skoleindretning på. De relativt få regulære klasselokaler har alle glasdøre; store, åbne fællesområder er tiltænkt undervisning på linje med klasselokaleundervisning, og så er der ikke en eneste kridttavle eller kateder at finde i bygningen.


”Vi ville lave et hus, der ikke ligner en skole”

I starten af processen blev der nedsat et byggeudvalg bestående af en række medarbejderrepræsentanter og Jammerbugts afdelingsforstander, Jens Jørgen Guldberg Madsen. Udvalget var blandt andet på rundtur til andre skoler i landet for at samle inspiration, og var ganske tidligt i processen enige om, hvad de gerne ville med byggeriet.


Byggeudvalget var – uden at have talt om det forinden – forbavsende enige om, hvad vi gerne ville have. Det var en stor glæde for mig, og jeg har lænet mig op af byggeudvalget i hele processen. De er repræsentative medarbejdere, og har været med til at bære ideen hjem – tro mod den beslutning, vi tog sammen fra start,” fortæller afdelingsforstanderen.


Byggeudvalget har gennem hele forløbet haft et tæt samarbejde med arkitekterne, og specielt arkitekternes brug af ordet hjerterum vandt genklang. Hjerterum er ifølge arkitekterne der, hvor hjertet i bygningen banker, og i Jammerbugtafdelingens nye bygning er hjerterummet det store, kombinerede studie-, kantine- og cafemiljø, man træder direkte ind i fra hovedindgangens vindfang.


Der har i udviklingsfasen været stort fokus på, at husets fællesarealer ikke skulle ligne en skolestue i traditionel forstand. ”Mange unge har haft trælse oplevelser i deres skoleliv tidligere af mange forskellige årsager – de har stødt mod nogle kanter i tilværelsen,” forklarer Jens Jørgen. ”Vi ville lave et hus, der ikke ligner en skole. Det, vi i virkeligheden har lavet, er en dagligstue eller et cafemiljø, om man vil – et sted, der er rigtig rart at være. Man kan købe og spise sin mad, vente på bussen, diskutere og hygge sig med sine venner; de ting, man også laver på en cafe,” siger afdelingsforstanderen.


Både cafemiljøet og de andre fællesarealer virker først og fremmest indbydende og afslappede. Atmosfæren signalerer med Jens Jørgens ord ’ro på’. Indretningen er præget af en farvepalet ved navn ’nordiske farver’ samt store mængder naturligt lysindfald fra bl.a. flere glaspartier og et markant ovenlys midt i bygningen. Glaspartierne medvirker desuden – sammen med eksempelvis klasseværelsernes glasdøre – til, at man mange steder kan se tværs gennem bygningen. På den måde ser man hele tiden undervisning og mennesker i læringssituationer, hvor end man kigger. Intentionen er ifølge arkitektfirmaet Friis & Moltke at skabe inspiration til læring: ”Mellem de forskellige læringsmiljøer er der skabt varierende grader af transparens, således at man tydeligt kan fornemme livet i bygningen - man kan se andre studere og selv blive inspireret.


Fællesskab i cafemiljøet

Hvad angår cafemiljøet, har byggeudvalget haft yderligere hensigter i spil. Fra første dag har det nemlig været meldt ud til husets kursister, at al mad – endda også kageordning – skal indtages i cafemiljøet og ikke i klasselokalerne. Ifølge Jens Jørgen søgte byggeudvalget med denne udmelding at skabe grobund for nye relationer kursisterne imellem; det at flytte sig fysisk fra et sted til et andet giver nemlig anledning til at få set hinanden i øjnene.


Og det er ikke kun kursisterne, der nyder cafemiljøet; nogle undervisere spiser også dernede sammen med kursisterne, og holder ofte møder der. Det ellers lækkert indrettede lærerværelse bliver brugt forbavsende lidt, fordi underviserne faktisk gerne vil være i cafemiljøet, og det er der ifølge Jens Jørgen en stor sidegevinst ved: ”Det, det handler om for mine kollegaer og jeg, er at hjælpe de her unge med at få deres drøm til at vokse og udfolde sig. Vi skal som fagpersoner møde de unge i deres øjenhøjde – det er for eksempel det, vi gør, når vi alle spiser sammen i kantinen.


Smult vande

Byggeudvalget var fra starten enige om, at der ikke skulle være klasselokaler til alle. Derfor kan undervisning og læring i dag foregå både i klasselokaler, åbne læringsrum, stillezoner, studiebokse og cafemiljøet. Derudover finder man i klasselokalerne ingen katedre eller traditionelle væghængte kridttavler. I stedet arbejder underviserne med transportable, elektroniske whiteboards og det, Jens Jørgen kalder megaiPads – store, transportable touchscreenskærme med indbygget harddisk. Det giver helt nye muligheder for, hvor og hvordan undervisningen kan foregå rundt om i huset. Og disse anderledes muligheder at modtage læring på er ifølge forstanderen en stor gevinst for kursisterne; ligesom husets nyskabende arkitektur adskiller det sig nemlig i mange tilfælde fra den folkeskole, de ofte har negative erfaringer med sig fra.


Med både nye omgivelser og en meget anderledes måde at skulle tænke undervisning på er der selvsagt tale om en helt ny hverdag for underviserne i Aabybro. Derfor er der også gjort en stor indsats for at hjælpe underviserne med at tage de nye lokaler og undervisningsmidler i brug. Fx indrettede man allerede tilbage i 2015 et slags øvelokale med alt det nye udstyr på en af de daværende undervisningsadresser i Aabybro. Her kunne underviserne i året op til indvielsen af den nye bygning øve sig. Desuden har VUC&hf Nordjyllands IT-pædagogiske vejledere udarbejdet undervisningsvideoer og derudover afholdt et par timers såkaldt tavlekursus for underviserne hver morgen i de første tre uger på den nye adresse.


Det har været en enormt stor og kraftig omstilling. Vi er i god proces nu, men vi er selvfølgelig udfordrede, fordi det er et brud med det gamle. Men vi har fat i noget af det rigtige, og efter nu at have sejlet i høj sø har vi aftalt, at vi sejler ind i smult vande her resten af skoleåret – nu skal det blive rutine,” siger Jens Jørgen.



Fakta

Bygherrerådgiver: BASCON

Arkitekt: Friis & Moltke A/S


Tidslinje

  • Efterår 2014 - Beslutningen om at bygge ny skolebygning i Aabybro træffes.
  • Forår 2015 - Tegningerne til byggeriet ligger klar. 
  • August 2015 - Efter at have været i udbud underskrives kontrakten.
  • Oktober 2015 - 1. spadestik. 
  • 16. september 2016 - Indvielse

Hjemmesiden bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.