Kaj Overgaard
Når man trækker det gule kort på arbejdsmarkedet
"Jeg bryder mig ikke om at få noget trukket ned over hovedet; derimod kunne jeg godt tænke mig at få noget mere viden ind i hovedet og få sat en hue på hovedet."
Af Kaj Overgaard
Oprindeligt havde jeg kun en 10. klasses eksamen fra 1971, som
trængte til at blive opdateret til det årtusind, vi lever i nu.
Derfor tog jeg beslutningen om at starte på en HF-uddannelse på
VUC&hf i Hadsund, da jeg blev fyret fra mit mangeårige
arbejde.
Det er helt utroligt, hvad der ligger af muligheder, når man er
så uheldig at trække det gule kort på arbejdsmarkedet. Hvis altså
dommerne i systemet giver dig lov til at spille med i hele
kampen.
Måske nåede du ikke at være klar, før der blev fløjtet op til
første halvleg af arbejdslivets kampe, eller måske var du bare så
glad for dit arbejde, at du ikke overvejede de muligheder, de andre
hold tilbød.
Derfor er det heldigt, at VUC&hf tilbyder hjælp til 2.
halvleg af arbejdslivet, så du igen kan få en plads på holdet. Især
synes jeg, det er vigtigt at være klar, inden 3. halvleg går i gang
og anekdoterne skal genfortælles - for så er tiden gået, og
arbejdskammeraterne er gået hjem.
Jeg har været meget glad for chancen til at få en ny
grunduddannelse på VUC&hf i Hadsund. Første del via SVU
(Statens voksenudannelsesstøtte), og i dommerens tillægstid som
arbejdssøgende har jeg nu afsluttet en hel HF-eksamen.
Jeg håber nu, at min karantæne fra arbejdslivet er udstået. Men
især håber jeg på, at endnu flere vil forlade pladserne på
tilskuerrækkerne og udskiftningsbænken og i stedet deltage i kampen
på VUC&hf og derved få ændret på rollen fra passiv til
aktiv i ventetiden på det næste job.